En provokerende, tankevækkende debat-/lærebog, der i den grad stiller spørgsmål ved den måde vi driver skole på. For alle der interesserer sig for eller er aktører i skolen.
Her gennemgås alle de såkaldte urealistiske ambitioner der bør droppes, undervisningsdifferentieringen, nedskrivning af læringsmål for hver enkelt, inklusionen af hvilken som helst elev, selvproduktion af undervisningsmateriale og aldrig at bruge en gammeldags tavle. Det er i klasserummet det afgørende sker, og derfor skal skolen udvikles indefra med lærerne i spidsen ved hjælp af de basale undervisningsværktøjer nemlig en undervisning med et interessant, relevant budskab til eleverne, en forståelig undervisning, der er meningsfuld og velstruktureret og som skaber tillidsfulde relationer med masser af dialog. Forskningen viser at det er det, der virkelig får eleverne til at lære. Bogen gør op med topstyringen af skolen og med ordet "implementering", der sætter hovedrolleindehaveren, læreren, i en defensiv rolle.
Relevant og særdeles god bog, der forhåbentlig kan vække tanker hos alle dem der er højere oppe i hierakiet end den lærer, der skal sikre en meningsfuld, målrettet undervisning, med høje forventninger til eleverne. Sproget er letforståeligt, og sammen med layout og bogudstyr, er det en imødekommende bog.
Kan sammenlignes med Synlig læring - for lærere.