"Man gjorde et barn fortræd" kunne næsten være undertitlen til disse velfortalte og åbenhjertige erindringer, selv om forfatterens baggrund er en nogen anden end hos Tove Ditlevsens hovedperson. Det er Claus Ahlefeldt, der fortæller. Han blev født i 1932 som arving til slottet Egeskov på Sydfyn, og ud over egne erindringer fortæller han også noget om slægten Ahlefeldt Laurvig Bille. Hans barndom var præget af ensomhed, angst, mistillid, korporlig afstraffelse, usikkerhed og ydmygelser, og det kom selvfølgelig til at præge hans liv. Da det blev ham forbudt at se sin far i to år, og han kom til London for at påbegynde en freudiansk dybdeanalyse hos en psykolog, blev det det bedste, der indtil da var hændt ham, og nu følger nogle år i flodbåden Tramp sammen med mennesker fra samfundets bund. Erindringerne slutter med tiden som soldat i 1954 og med udsigt til uddannelse til landmand og godsejer. Det er en noget udsædvanlig menneskeskæbne, vi her hører om, og heldigvis antydes en fortsættelse. Bogen er også en slags godshistorie med beskrivelse af livet på Egeskov, om festerne, den hvide dame, jagterne og alle folkene, en tid som ikke findes mere.