Det var den 13. januar, en ganske almindelig torsdag, at Elsa Holmers og hendes families liv med et blev ændret. Hun var som sædvanlig på arbejde, da hun fik en telefonopringning fra sin søn. Han fortalte, at hans far var gået tur med hunden og ikke var vendt tilbage, og senere fik hun den barske besked, at hendes mand var død. Først nu, fire år senere, beretter hun i dagbogsform om dagen og om den svære tid derefter. Hun fortæller åbenhjertigt om sorgen, om afmagten, om håbløsheden og om længslen efter hendes elskede. Om hvordan hun skal have overskud til at tage sig både af det praktiske i forbindelse med dødsfaldet, og samtidig være der og trøste både sine børn, forældre og svigerfar, mens hun selv ikke synes, at hun må vise at hun er ved at bryde sammen. Selv om Elsa Holmer tager udgangspunkt i sine egne personlige oplevelser, bliver det aldrig for privat. Det er det en meget fin og almen tilgængelig bog om det at miste, om det så er ved død eller skilsmisse, så er der nogle træk, som er fælles for alle mennesker. Jeg tror, det er en bog, som mange i lignende situation vil have stor glæde af, fordi Elsa Holmer viser, at det kan lade sig gøre at komme igennem; livet bliver igen værd at leve, men det kræver en stor indsats.