En kortfattet og meget overskuelig vejledning i anlæg af små havepartier ud fra plantens duft. Formålet er på den ene side at give ideer og inspiration. På den anden side vil den også føre læseren ved hånden. Det gøres meget detaljeret og håndfast, her overlades ikke noget til tilfældighederne. En række helsides farvefotos indleder hvert forslag til f.eks. Krydderurtesti, Duftomkranset bænk og Forårsaltankasse. Siden kan foldes ud og frem kommer en trin for trin anvisning på, hvordan man skaber dette paradis. Materialer, værktøj og planter listes op med nøjagtige mål og mængde. På den måde henvender den sig til de helt ubefæstede sjæle, som aldrig har prøvet det før. Mange lånere ønsker dette. Bogen kan også bare læses for fornøjelsen. Emnet er kort omtalt i mange havebøger og der er et selvstændigt afsnit i:Temahaver1998, men ellers er det den eneste nyere titel om emnet. Til sidst er der en relativ stor planteoversigt med beskrivelser, adressefortegnelse samt stikordsregister.