Denne fagbilledbog vil finde sine nydere pga. vildkaninens slægtskab og lighed med tamme kælekaniner, selv om der ikke er vildt mange vildkaniner i Danmark, hvor nordgrænsen for deres naturlige udbredelse går gennem Sønderjylland, og den desuden findes udsat på Lolland og Bornholm. Mange af målgruppens børn fra 5 år har kontakt til tamme kaniner, så de vil være interesserede i at høre om og senere selv læse om deres kanins fætres liv i den frie natur. Det kan endda være, at bogen pga. øget viden om og forståelse for kaniners naturlige behov vil forbedre kælekaninernes vilkår. Bogen fortæller i klar tekst og smukke, idylliske og fint forklarende farvetegninger om livet i en kaninkoloni og fokuserer især på ungernes liv og opvækst. Der er tale om biologisk orientering helt uden nogen form for "Scarryfisering", men samtidig uden at være helt dækkende med f.eks. omtale af den skadevirkning kaninerne har på landbrug, digeanlæg og nye planter. Der er mange kaninbøger for børn, men ikke andre om vilde kaniners liv, og litteraturlistens eneste titel Kaninbjerget ligger lidt over den yngste del af målgruppens formåen. Bogen har samme udstyr og niveau som de øvrige bind i samme forlagsserie om odder, slørugle og frø.