Bogen henvender sig til tænksomme læsere fra ca. 10 år, men kan også benyttes i selskab med en formidlende forælder, til højtlæsning fra ca. 7-8 år. Bogen kan med fordel formidles, som en filosofisk højtlæsningsbog, med dyr i hovedrollerne.
Forfatteren har tidligere kun fået udgivet børnebogen Bedstefar med huller i, 2002 her i landet. Dette er i sin grundform en højtlæsningsbog med dyr i hovedrollerne, men undervejs får forfatteren flettet en række filosofiske spørgsmål ind i fortællingen. Bagerst i bogen er der en kort tekst om forfatteren og hans sigte med bogen, samt en række spørgsmål, som alle lægger op til samtale mellem barn og forældre, med historien som udgangspunkt. Selve fortællingen om et gedekid der bliver væk fra sin flok, og de to modige dyrevenner der rejser ud for at redde det, er i og for sig banal nok. Men sideløbende kan den gode forældre-fortæller tilbyde de mindre børn, en række dybe spørgsmål, som nok skal føre til nogle interessante samtaler før sengetid. Det er en sød og overraskende dybsindig bog, som vil vække stor glæde - hos den rette låner. Historien er fint illustreret af Veerle Derave, som har illustreret flere børnebøger i Holland, men dette er hendes første værk på dansk.
Som højtlæsningsbog kan den godt minde om den ligeledes filosofiske Mest om Anton af Sten Wistrand.
En sød fortælling og glimrende højtlæsningsbog, der med den rette formidler, kan åbne barnets "øjne" for nogle dybe og svære filosofiske spørgsmål.