Endnu et "sødladent" portræt af en af landets fodboldspillere, som har gjort det godt i det store udland? Nej, heldigvis ikke, for i Bo Østlunds bog om Ebbe Sand, skjules de negative sider ikke. En portrætbog af en af de mest populære danske landsholdsspillere, manden der scorer mål på stribe, som tjener kassen, men som også har været igennem sine problemer. Gennem interviews med familiemedlemmer, gamle trænere, medspillere og modstandere, samt lange samtaler med hovedpersonen, har Østlund lavet et fascinerende portræt af slideren Ebbe Sand, en mand med faste meninger og tro på sig selv. Her fortælles åbent om krisen mellem de en-æggede tvillinger Ebbe og Peter, da Peter fik succes i Brøndby. Her fortælles åbent om Ebbes testikkelkræft og hvad det medførte, og her fortælles om livet som professionel fodboldspiller, med alle de goder det fører med sig, men også alle de problemer en sådan tilværelse i rampelyset kan medføre. Velskreven og vedkommende, et flot portræt af en sympatisk stjerne, som forhåbentlig har flere gode år i sig, og kan skaffe Danmark videre til EM.