En lille note oplyser, at stykket 'foreligger også i forkortet scenisk bearbejdelse', hvilket må indicere, at denne version kan betragtes under en læsedramatisk synsvinkel. Og set sådanfungerer denne moderne tragedie udmærket. Personerne er: Hekate, Lem, Rigor, Vulva, Mortis. Stykket er disse personers/personifikationers monologer om AIDS-katastrofen - afbrudt af og til af koretsciteren f.eks. gamle børnerim, der må symbolisere den uskyld, vi har forladt. Men koret kan også synge som følger: "Skeletterne ud af skabet"/ Vi er alle skabsskeletter!/Amor har smittet Balder,har smittet Clymene, har smittet Dahpne, har smittet Ekko, har smittet Fortuna, har smittet Gorgo, har smittet Hannibal, har smittet Izo, har smittet Jason..." - Sådan er denne tragedie, 'orgiet',det er den seksuelle frigørelse, 'straffen' er al denne død, der blev sluppet fri via den frisatte seksualitet. Det er jo i virkeligheden ganske moralsk. Suzanne Brøgger slipper i teksten hele sinsproglige evne løs, ogresultatet er fascinerende, flot skrevet, oplevet og opfyldt virker det. Kan det af og til blive for meget? Det vil nogle givet synes, men: "Først når alle har en døende isin favn, vil epidemien lægge sig". Jeg synes, Suzanne Brøgger har fundet et dækkende og ganske imponerende udtryk for sin dybe smerte.