Som de øvrige tekstbøger i serien består denne af uddrag af originaltekster med noter, beregnet som udgangspunkt for en diskussion om livsanskuelsesforhold på HF- og gymnasieplan. - I det foreliggende tilfælde bringes 16 tekster, hvoraf kun én ikke tidligere har foreligget på dansk. (En enkelt tekst, Max Stimers fra 1902, burde have været bragt i en let revideret oversættelse). - De spænder fra Poul Martin Møller og Søren Kierkegaard over Max Stimer og Nietzsche til Sartre, Camus og Simone Beauvoir samt Rollo May og Ronald Laing; og de behandler emner som affectation, valget, angsten, fortvivlelse, overmennesket, antikrist, kvalme, den onde tro, det absurde, oprør og mådehold, transcendens og ontologisk utryghed. Bidragene er korte, men centrale, af stærkt forskellig sværhedsgrad, men trods gode noter næppe særlig anvendelige til selvstudium. Der er sag- og personregister samt bibliografi, som også henviser til relevante norske tekstudgaver. - Anskaffes efter behov.