Hans Hauge skriver om eksistentialismens rødder og har samtidig fokus på den filosofiske skoles mulige aktualitet i dag. Guf for dig som har mod på filosofi på akademisk niveau.
"Eksistentialisme er en frisættelse fra fællesskabets fængsel og fra identiteten og dermed muligheden for at lære at blive og øve sig i at være den enkelte." Sådan skriver Hans Hauge i sin bog, hvor han fortæller om eksistentialismens opståen i Tyskland i 1930'erne, dens popularitet i Paris i 1940'erne og senere udvikling i Europa, hvor den blomstrer og visner. Hauge fortæller også om nutidige danske tænkere og debattører. Han skriver fx om det han kalder "Svend Brinkmanns forlorne eksistentialisme", om "Rune Lykkebergs kamp mod eksistentialismen" og om "Carsten Jensens skabseksistentialisme". Bogen er i 6 dele med overskrifter som "Ensomhedsparathed", "Den danske eksistentialisme", "Fransk eksistentialisme" og "Eksistentialisme og kristendom". Bogens efterord hedder "Min tids litteraturbølger", hvor Hauge udfordrer "lydige nynaturalister, nydarwinister, kognitivister og utilitaristerne" fordi eksistentialismen er tilbage. Hans Hauge (f. 1947) er tidl. lektor ved Aarhus Universitet og har fx også skrevet Løgstrup, Heidegger og nazismen.
Tanke og debat-provokerende bog, hvor Hauge formår både at redegøre for eksistentialismens rødder og argumentere for samme filosofis aktuelle grokraft.
En anden bog er fx Meningen med det hele.