Alle elevers stemme skal høres i undervisningen, for at sikre engagement og oplevelse af inklusion. Undervisere, studerende og andre der søger metoder til at arbejde med at udvikle en inkluderende praksis, får her 6 konkrete metoder til hvordan man kan arbejde med en handleorienteret inklusion.
Bogen baserer sig på udviklingsprojekter i otte klasser på fire skoler samt et dansk udviklingsprojekt. Det er vigtigt at kunne forstå børn og unges drivkræfter og i skolen arbejde med deres vilje til at lære og med at give optimale deltagelsesmuligheder for alle. Derfor benyttes en bred inkluderingsforståelse, en mangfoldighedstænkning baseret på demokratiske værdier. Elever skal trives og opleve at de lærer, for på den måde at få positive selvbilleder. Bogen præsenterer 6 metoder der er inddelt i tre kategorier, den undersøgende, den associerende og den værdisættende.
En meget relevant bog der forholder sig til elevernes manglende indflydelse på undervisningen, et problem der påpeges af mange elever i trivselsundersøgelserne. Det er rigtig godt at bogen præsenterer konkrete udvalgte forløb, hvor lærere har arbejdet med metoderne i undervisningen, ligesom der vises eksakte bilag, der direkte kan anvendes. Bogen er meget overskuelig og nem at gå til.
Kan sammenlignes med Motivation, da der også her er fokus på at motivation og engagement hører sammen.