Denne fagbog om elevportfolio udmærker sig ved, at den giver en meget systematisk gennemgang af metoden til evaluering - og planlægning af den enkelte elevs uddannelse. I en meget klar og sober form gennemgås i 8 kapitler baggrunden for metoden, elevens involvering og ansvar for portfolioen, hvordan man som lærer organiserer sit arbejde for at kunne bruge evalueringsformen og sammenhængen mellem anvendt pædagogik, individuelle mål og evaluering af, om målene nås. Fokus lægges hele tiden på de fremskridt, eleven gør. Forfatteren giver også forslag til arbejde med dagbogsnotater, mødereferater, vurdering og dialoger med lærere. Min eneste anke er, at de brugte eksempler er hentet fra den svenske skoleverden med tilhørende referencer. Bogen har en udførlig indholdsfortegnelse, men savner stikordsregister og litteraturliste. Nærværende bog supplerer de øvrige titler om emnet - Filurkatten : portfolio og logbog (01/40), Kom i gang med portfolio (01/37) og Portfoliomodellen : en måde at lære og tænke på (01/25) og endelig Portfoliometoden : undervisningsstrategi og evalueringsværktøj (99/12). Målgruppen er undervisere i folkeskolen og forældre, som godt kan være tjent med at have adgang til denne titel.