Bøger / skønlitteratur til børn

Else og plageånden


Beskrivelse


Else har et hul i maven - sådan føles det hver gang hendes lede, modbydelige plageånd er på nakken af hende. Og plageånden er der hele tiden. Men så tager Else et nyt middel i brug.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. mar. 2019

af

af

Jesper Holtoug

d. 29. mar. 2019

Else har det ikke rigtig godt. Det er som om hun har et hul i maven. Det skyldes Elses plageånd, som hele tiden generer hende. Inde og ude - dag og nat. Plageånden lader hende ikke i fred. Det er som et mareridt. Især for 6-10-årige.

Pigen Else er trist og stille, fordi en plageånd hele tiden er efter hende. Ikke en gang i skolen eller i sin egen seng får hun fred. Det er både Elses udseende og hendes væremåde, som plageånden kritiserer. Til sidst finder Else svaret på, hvordan hun slipper af med plageånden. Bogen er illustreret med detaljerede stregtegninger i sort/hvid. Sproget er enkelt og teksten kort.

En ganske særlig bog om et ganske alvorligt tema, nemlig spørgsmålet om hvordan man kan blive fri for selvbebrejdelser og tom tristhed. Svaret i historien er både enkelt og virksomt - for Else i hvert fald. Det handler om at acceptere og sætte ord/billeder på problemet, så er første skridt taget. Billederne spiller en absolut hovedrolle i bogen her - de er sære, uhyggelige, groteske, men også lidt sjove. Og meget virkningsfulde.

En meget speciel bog, som bedst kan sammenlignes med John Kenn Mortensens andre sære udgivelser, fx Ondskabninger, som også handler om, at frygt og tomhed kan overskygge alt. Absolut vellykket på sin helt egen måde.