"Der er ikke meget kærlighed at finde på de 11 sange, der føles som én lang nedadgående spiral. På vejen ned mod mørkets bund fedtes vi ind sangerjegets selvhad, det had, han møder i livet, og det had, han retter mod omverdenen (...) vi skal med derned, hvor det gør ondt. Det hele kulminerer på »Fingrene I Fedtefadet«, hvis råddenskab gør decideret ondt ... De musikalske vægge, der skal indramme forsanger Sebastian Wegeners herligt flossede, rå vokal, er støjrocket som ind i helvede. Bandet kender både sin 90er-»tuderock«, Weezer-poppunk og grunge".