En bid af månen

"Bvadr", tænker Emil, da der flytter en pige ind i nabohuset. Hans ellers perfekte liv med en bedste ven, en hund og en rød cykel kompliceres derefter til en kamp om at imponere pigen med sin klogskab og sine Supermansevner. I fødselsdagsgave vil Emil skaffe hende intet mindre end månen i snor. Det udvikler sig til en rejse mod alle 4 verdenshjørner og gennem 22 lande, hvorefter Emil kan overrække månen. Enhver rigtig drengedreng vil kunne genkende de hæsblæsende kurtiserende strabadser, Emil må igennem, før mødet med pigen lykkes. Et tryk på Amalies dørklokke havde været tilstrækkeligt, men Emils overdrevne forestillinger om, hvad mødet kræver af kraftpræstationer vil more enhver stor som lille i en højtlæsningssituation. De to børn når hinanden i konstateringen af, at månen er lavet af ost og at fødselsdagskage smager bedre. Forfatteren mestrer begrænsningens kunst, idet personer og motiver trækkes tydeligt op i tilpas ordknaphed, godt understøttet af de herligt naive og farverige ill., som altid er i bevægelse. Undervejs gemmer sig et utal af små katte og hunde, som betragteren vil nyde at lede efter. Billedbogen kan selvlæses fra 3. klasse, men er først og fremmest til højtlæsning fra 5 år. En god historie, hverken mere eller mindre.

Read the full assessment

Motivet og farvevalget på forsiden, et barn der med snor flyver efter månen, giver børn fra 4 år lyst til billedbogen. De får en herlig historie, fortalt med humor og et glimt i øjet, over det uopslidelige tema: dreng møder pige. Emil er i den alder hvor drenge synes piger er dumme, men egentlig er tiltrukket af dem. Det giver sig udslag på forskellig vis i hans første møder med den nye nabo, Amalie, men da han inviteres til hendes fødselsdag, skal hun have månen. Han fanger den med lasso, og den fører ham ud på en farefuld tur inden Amalie får den. Her sprudler fantasien. På sidste billede er der romantik i luften. Teksten er skrevet i et stramt og levende sprog, det er gjort med humor uden at udlevere personerne. Den rammer præcist scenerne i handlingen, der så folder sig yderligere ud i Marie-Louise Gays veloplagte, velkendte streg. Gillmor og Gay viste allerede i Den mageløse melodi,1996, at de klæder hinanden. Akvarellerne er i varme, klare farver, mens måneturen holder sig til kolde natfarver. Brug af forskellige perspektiver gør billedsiden varieret og levende. Der er små sjove detaljer og bevægelse i billederne, og børnene med de små kroppe og store hoveder udstråler personlighed.

Read the full assessment