Til interesserede i tennis og fans af tennisspilleren Caroline Wozniacki.
Bogen er skrevet af Anders Haahr Rasmussen, freelancejournalist på bl.a. Information, men et ubeskrevet blad på forfatterfronten. Bogen handler om Caroline Wozniackis kampe ved US Open i tennis i 2009. En turnering hvor Wozniacki endte i finalen, hendes karrieres foreløbige højdepunkt. Haahr ser på, hvad der har gjort, at Wozniacki er blevet en af verdens bedste tennisspillere. Haahr kommer vidt omkring i Woznikackis liv og karriere, men bogen handler i lige så høj grad om tennissporten. Bogen giver et indblik i de uskrevne regler, hvordan turneringerne er bygget op og alt det "bag kulissen" som man normalt ikke ser. Haahr skriver godt, men man skal være mere end almindeligt interesseret i tennis for at sætte pris på de tekniske beskrivelser af kampene.
Foreløbigt er der udkommet følgende bøger om Wozniacki: Miss Sunshine fra 2009. Og hun er en af de portrætterede sportsstjerner i En vinders DNA fra 2007. Én bold af gangen er den bedste indtil videre. Men der skal nok komme flere bøger taget i betragtning af at Wozniacki kun er 20 år gammel.
En god bog, hvor man får et anderledes indblik i tennissporten. Men man skal være inde i tennisport for at få fuldt udbytte af bogen.