Forfatteren, som er hollandsk født, var fra hun var 5 år bosat på Java med sine forældre - faderen arbejdede som pilot i de gamle hollandske besiddelser. Hun fortæller i bogen om en sorgløs barndom, der varede indtil hun i 1942, 9 år gammel, blev interneret i japansk krigsfangelejr sammen med moderen, der kun var 18 år ældre, men adskilt fra faderen, som var i en anden lejr. De traumatiske oplevelser i lejrene har været fortrængt, indtil hun i 1990 kom i kontakt med Birthe Lauritsen, som arbejdede med bogen Solen blev sort, 1991, hvor man også kan se Nan fortælle. Årene siden da har hun brugt på, sammen med moderen, at finde sine oplevelser i lejrene frem og bearbejde dem, så hun nu er i stand til at betragte dem som et afsluttet kapitel, dels ved at nedskrive dem for eftertiden i denne bog, og dels ved at overdrage det mere håndgribelige indhold i to store rejsekufferter til Nationalmuseet. Det er oplevelser, som har præget hendes liv i form af mareridt og angst. Hun fortæller om mangelsygdomme og grusomheder, om livsvilje og håb, om mennesker hun husker for det gode eller det onde - ganske som de beretninger man ser fra de tyske koncentrationslejre. Forfatteren til den velskrevne og nøgterne bog har meget sympatisk doneret sit forfatterhonorar til SOS Børnebyerne.