Henvender sig primært til Jørgen Leth-fans og interesserede i nyere jazzhistorie. Sekundært også til kendere af beat-generationens litteratur og link til "jazz and poetry".
I "serien" og fra samme forlag foreligger Dan Turells Charlie Parker i Istedgade - tekster om jazz, 2006. Også her er bogen redigeret og med et fyldigt efterskrift af Lars Movin. Selvom vi bedst kender Leth som cykelkommentator og filmmager var Leth oprindeligt jazzskribent. Leths bogdebut, digtsamlingen Gult lys , 1962, indeholder en større sektion med jazzinspirerede digte. Digte som også er at finde i denne bog. Bogen indholder et bredt spektrum af Jørgen Leths jazzskriverier, herunder især jazzkritik og anmeldelser. Her kan man bl.a. læse eller gense Leths første "anmeldelser" i 1954 fra Demokratens Junior-Avis og desuden i kronologisk orden, fra en del andre aviser. Interessant er det at læse samtidige artikler om fx Miles Davis' kvintetter og at Davis' Kind of blue blev kåret som årets jazzplade i 1960 af Leth. Et værk som i dag regnes for den største moderne jazzindspilning. Bogen indledes desuden med et fint forord af Torben Ulrich.
Kan sammenlignes ganske præcist i form, layout og "åndsslægtskab" med Dan Turells tekster om jazz fra samme forlag Charlie Parker i Istedgade, 2006.
For de "nørdede" fans af Jørgen Leth og især for kendere af moderne jazz fra 1950'erne og 1960'erne med, er her tale om et stykke vedkommende jazzhistorie.