Hammann er kendt bl.a. for Fra smørhullet, 2004, der blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. En ny roman fra hendes kapable hånd kræver derfor primært formidling på forfatternavnet. Den omhandler ulandsbistand og rig kontra fattig og kan formidles i forbindelse med temaudstillinger.
Mette er en typisk dansk kvinde, der lever i København med barn og mand. Fuld af gode intentioner om at gøre godt i verden og især overfor staklerne i ulandene. Men det bliver ligesom ikke til så meget. Indtil hun kommer i kontakt med værelse 516, hvor virkeligheden udviskes og virtuel reality træder i stedet. Hvor hun besøger ulande og ender med at have en fattig ulandsfamilie boende i lejligheden. Hammanns sprog er en nydelse, handlingen tankevækkende og de moralske overvejelser tæt på. Forsiden er rødbrun og varm, naivistisk og dragende som teksten er det. Med romanens 1. oplag følger cd med en mp3-indspilning af romanen indlæst af forfatteren.
Tilgængelighedsmæssigt minder denne mere om Fra smørhullet end om de sværere tilgængelige romaner Vera Winkelvir, 1993, Bannister, 1997 og poetikromanen Bruger De ord i kaffen?, 2001. Dansk miljø, problematik med udsyn og kvindelig hovedperson.
Roman om de gode intentioner, om ulandsbistand og at tabe sig selv i en anden verden fuld af fattigdom og elendighed. Skrevet i forfatterens sædvanlige suveræne sprog. Medfølgende mp3-lydbog på cd, hvor Hammann læser romanen højt. Bred anvendelighed i henhold til forfatternavnet.