Så er serien Linebøgerne nået til nr. 7 i rækken. Målgruppen er heste"gale" piger i 5.-7. klasse. Bogen kan læses uafhængigt af de forrige. Der er nemlig i handlingen indflettet mange beskrivelser og forklaringer, der hører de tidligere bøger i serien til. Dog kan det være en fordel at have læst nogle af de andre titler, da persontegningerne derved kommer til at stå klarere. Sproget er letlæst, og genren er stadig triviallitteratur. Vi følger de tre veninder Line, Anna og Malene og deres familier. Pigerne roder sig denne gang ud i at blande sig i en fremmed mands vanrøgt af sine heste. Pointen er, at pigerne i begyndelsen tror, at vanrøgt foregår bevidst, fordi menneskene vil være onde mod dyrene. Ved mødet med den gamle mand, der ikke mere formår og overkommer at passe sine heste ordentligt, får de et nyt syn på og en ny forståelse for dette problem. De lærer en ny social verden at kende. Handlingen går i korthed ud på, at pigerne opsporer, at der er uorden i tingene på Hestegården, som ligger i nærheden af, hvor de bor. De beslutter at gøre noget ved det, og det er først efter en ulykke, hvor Anna dramatisk bliver trampet ned af en af hestene, at de får involveret de voksne Behøver jeg at skrive, at bogen slutter i harmoni og redelighed?.