Fem mænd sidder og griner højlydt. Gestikulerer, skåler og fører cigarerne højt. Der er en stemning af mandehørm over dem. En af dem skiller sig ud. Han ligner noget fra en anden tid. Lidt flabet, lidt gadedreng. Mørke bukser, hvid skjorte og seler. Jakken ligger henslængt over stoleryggen, men hatten har han beholdt på.