En god kvindes kærlighed : noveller

Alice Munro's novellesamlinger lever et stilfærdigt liv på bibliotekerne, nogenlunde udlånstal på mit, men alle eksemplarer var dog på hylden. Anmeldelserne har alle været strålede, de taler om ren kunst og om 'roman-destillater', forstået på dén måde, at noveller traditionelt er svære 'at sælge' til læsere af skønlitteratur, hvoraf flertallet helst læser romaner. Denne nyeste samling formår de samme ting som Munro's tidligere, her kan man få oprullet skæbner 'der ellers kræver hver sin roman', som A.S. Byatt siger om Munro's historier. F. eks. novellen 'Jakarta', hvor to ældre mødes efter mange år og taler om deres respektive ægtefæller fra dengang. Det er Munro's skildring af de små ting, der gør hendes historier til stor litteratur, til læseglæde. Hun har også evnen til at vride en pointe til noget aldeles overraskende, og hermed kvalificere sig til mesterklassen. Miljøbeskrivelserne er så mættede med farver og detaljer, at man som læser næsten skal løsrive sig fra billederne for at følge plottets skæbnetråde. Titelnovellen (i sig selv en mini-roman på 79 s.) foregår i et meget lille samfund; nogle drenge finder en druknet mand i en flod, og denne voldsomme hændelse danner afsæt for en lille psykologisk thriller Dette er en bog og en forfatter, som vi skal huske - og huske at formidle!.

Read the full assessment