Guf for sportsinteresserede, som søger den menneskelige dimension bag de ofte nærmest umenneskelige ekstreme sportspræstationer.
Tim Lewis, der er featureskribent ved avisen The Observer og redaktør på magasinet Square, skriver den fængslende og bevægende dokumentariske beretning bag én af verdens mest usandsynlige sportspræstationer. Nemlig historien bag cykelholdet Team Rwanda. Det er historien om et cykelhold, der på nærmest magisk vis tænder et håb for en bedre fremtid for nationen Rwanda. En nation stadig traumatiseret og knuget af folkedrabet, som slutter i 1994 med et kalkuleret tabstal på 1 mio. mennesker og endnu flere på flugt. Cyklen er i Rwanda vigtigste dagligdags transportmiddel, og kaldes for en "amagere". Rwanda er domineret af de to befolkningsgrupper tutsier og hutuer som efter folkedrabet paradoksalt nu igen forsøger at leve sammen. At der stadig er dybe sår at hele vidner fx én af bogens nøglepersoner og Rwandas bedste cykelrytter Adrian Niyonshutis livshistorie om. Han mister som syvårig 60 medlemmer af sin familie under den grusomme massakre. Kun fremtiden kan vise om Team Rwandas succes virkelig varsler en tiltrængt ny begyndelse for Rwanda. At fortiden ikke kan eller skal glemmes understreger også et smukt ordsprog fra Rwanda: "Du kan ikke vide, hvor du er på vej hen, medmindre du ved, hvor du kommer fra.".
Mange bøger om cykling, men ikke andre som denne om Team Rwanda.
Bevægende og medrivende dokumentar med læsere på de fleste biblioteker.