For godt 10 år siden startede folkemordet i Rwanda hvor et anslået tal på 600.000 myrdede over 1 mio. mennesker eller ca. 15% af befolkningen. Journalisten Øjvind Kyrø var en af de få der oplevede folkemordet på nærmeste hold, og han har nu 10 år efter været i Rwanda igen. Bogen beskriver optakten til folkemordet og går tæt på de faktiske begivenheder, som i brutalitet overgår ens fantasi. Det internationale samfund forholdt sig passiv til begivenhederne tydeligt demonstreret ved den canadiske FN-general Romeo Dallaire, der som en af de få helte forgæves forsøgte at standse blodbadet. Hans beretninger danner et præcist grundlag for denne grufulde historie, der tjener som anskuelsesundervisning på hvor galt det kan gå, når storpolitiske interesser hæves over humanitære og medmenneskelige hensyn. Bogen rummer enkelte fotos samt henvisninger til en række især engelsksprogede udgivelser. På dansk foreligger enkelte bøger om folkemordet, men ingen der kan sammenlignes med denne.