Læsere af underholdningslitteratur kender jo Danielle Steel og ved præcis, hvad hun står for. Nemlig velskrevne og handlingsmæssigt ofte forudsigelige trivi-historier, der betjener sig af en del klichéer, men generelt er velfungerende. Her møder vi hende i en noget anden rolle, hun beskriver sin søn Nicks svære og problemfyldte tilværelse, indtil han som knapt 20-årig begår selvmord. Nick er allerede som lille både et usædvanligt og usædvanlig vanskeligt barn. Han er mere både mere begavet og mere charmerende og mere udviklet end gennemsnittet for sin alder, men samtidig har han ingen impulskontrol og ingen ansvarsfølelse og lider af voldsomme depressioner. I en alder af 15 får han endelig diagnosen maniodepressiv, hvilket også er 10 år tidligere end gennemsnittet. Hans mor har 8 andre børn i familien og en karriere som forfatter at passe, men ingen, der i deres nærmeste kreds har prøvet at have en sindslidende, kan undgå at blive fanget af hendes beretning. Naturligvis er der megen opremsning, men netop den uendelige rutchebanetur, som samværet med en syg sjæl er, kan ofte føles som samme tema men med mange variationer. Det er en af de bedre i den så kendte ofte noget katastrofehungrende serie. Fordanskningen er umærkelig og derfor til UG.