Fire helte gør sig klar til at udforske den mystiske "Gungeon". Stedet, der er fyldt med fjender, rummer nemlig en magisk pistol, der kan dræbe fortiden! Fra 12 år.
Enter the Gungeon er et twin stik "bullet hell" skydespil. I spillet vælger man en af 4 gungeoneers (en marinesoldat, en pilot, en straffefange eller en jæger) og begiver sig derefter ind i "the gungeon" - en tilfældigt genereret dungeon på 5 etager, hvis rum er fyldt med fjender. Der er en boss på hver etage, og der er over 20 forskellige bosses. Spillet kommer også med "Exit the Gungeon", der starter efter det første spil slutter og missionen er nu at slippe ud af "the Gungeon". Den mest markante forskel mellem de to spil er at Exit ses fra siden, som et 2D platformspil, mens Enter ses oppefra.
Enter the Gungeon er berømt for sin kaotiske og hektiske action, men også for sin sværhedsgrad. Dør man starter man helt forfra, så spillet kan blive frustrerende. Til gengæld er det meningen at man skal gennemføre det mange gange. Heldigvis er der enorm variation og dybde i spillets koncepter, så der er altid noget nyt at opleve. Musikken, der er lavet af Doseone, er glimrende og grafikken er retro-inspireret med mange sjove detaljer. På engelsk. PEGI 7.
Der er en række "bullet hell" spil til Switch, fx Wildcat Gun Machine og Nuclear Throne - men det er kun få af dem, der er udkommet fysisk, som Enter the Gungeon, der oprindeligt var et indie-hit til PC i 2016.