Letlæsningsserien med Eva og Bo som hovedpersoner udvides med den foreliggende titel, hvor børnene skal være alene hjemme. De kommer fint igennem aftenen, men ved éttiden vågner Eva ved en lyd fra stuen. Døren til terrassen står åben, og video og cd'er er væk. Uden for ligger en pige, der har deltaget i indbruddet , med en flænge i hovedet. Det bliver derefter en begivenhedsrig nat for Eva og Bo. De får pigen Inas historie, mor og far kommer hjem, og politiet tager sig af Ina. Et par dage efter besøger Eva og mor Ina på hospitalet, hvor hun fortæller, at hun har begået indbrud for sidste gang. Det er en forholdsvis realistisk fortælling om, hvordan mange børn har det, når de er alene hjemme krydret med et indbrud, som kun de færreste heldigvis oplever. Teksten, der indeholder enkelte stavelsesdelte ord, er sat i korte linier. De enkle, s/h tegninger passer til de skiftende stemninger. Bogen kan dels anvendes til selvstændig læsning fra 2.-3. kl. og dels som led i et læsekursus. Den farvelagte forside, der viser de to bange børn ved den åbne terrassedør, anslår indholdet udmærket.