Let læst bog for let øvede begynderlæsere fra 8-9 år. Det er en af fire bøger om Eva, hendes lillebror Bo og forældre Gitte og Lars fra Åby, en dansk provinsby. Eva og Bo står, efter et besøg hos farmor, for tidligt af toget om aftnen. Turen over marker og skove er fuld af uvante og lidt uhyggelige oplevelser, er pindsvinet mon et farligt vildsvin?. De møder store Anni kørende på traktor, som sørger for at de kommer hjem, og der er lagt op til et besøg hos Anni i dagslys. Det er et lille hverdagsgys, men historien mangler karakter og/eller charme, og illustrationer hjælper desværre ikke på det anonyme indtryk. Sørens Jessens̀ sort/hvide tegninger er lidt stive og understøtter ikke rigtig historiens vigtigste virkemidler: spændingen og gyset. Sproget og det læsetekniske er i orden i forhold til målgruppen. Forfatteren kendes for andre letlæsningsbøger.