Bogen henvender sig til yndere af mystik og gys. Den appellerer til børn fra 12 år. Gyserlæsere vil sikkert kende forfatterens tidligere romaner. Den gode og effektive forside med den mystiske glaskugle i et uhyggeligt grønt lysskær signalerer på bedste vis, at her er tale om gyserlitteratur.
Den 24-årige engelske kvindelige forfatter har på dansk tidligere fået udgivet bøgerne Fanget, 2006, Ånden i cirklen, 2007 og Djævelens fodspor, 2007, der også omhandler gys og overnaturlige hændelser. Den 16-årige skoleelev Nick søger en gave til sin papmor, da han opdager en underlig butik beliggende i en skummel gade. Han bytter sig til en flot og fascinerende glaskugle med en af sine bedste tegninger. Men så går det op for ham, at han ikke har betalt med sin tegning - men med sit tegnetalent, og nu kan han ikke mere tegne. Butiksindehaveren, Mr. Grey vil dog lade handelen gå tilbage, hvis Nick vil være hans inkassator. Bogen er virkeligt spændende, og man bliver hurtigt fanget ind af dens fortættede stemning og snigende uhygge. Den er godt skrevet i et alsidigt og velformuleret sprog. Spændingen bygges fint op for til slut at udmunde i et forløsende drama. Nick er fint beskrevet med hans forhold til forældre/papforældre og hans veninde Katie.
Denne bogs læsere vil også synes om de øvrige bøger af samme forfatter. Anbefales kan også Den sorte bog, 2008, af F.E. Higgins.
En meget spændende og underholdende gyser for børn fra 12 år.