30 gyserfortællinger fra alverdens lande. En samling af meget forskellige uhyggelige historier, hvoraf nogle er gamle og nærmest sagn eller myter. Andre er af nyere tilsnit, der mere henhører under vandrehistorier. De fleste af historierne er meget korte, og noget af uhyggen går tabt i den temmelig komprimerede form, hvor person- og miljøskildring er nærmest skitseagtig. Men bogen viser mange facetter af gyserhistorien, og den geografiske variation er interessant. Det uhyggelige er tydeligvis påvirket af det sted historien stammer fra - der er forskel på en historie fra Afrika og en fra Japan. Bag i bogen findes en omhyggelig kildeangivelse, der redegør for fortællingernes oprindelse og den bearbejdning, de har været udsat for. Bogen er illustreret med nogle temmelig naive sort/hvide tegninger. Den sidste af historierne er overraskende nok H.C. Andersens Historien om en moder i en stærkt bearbejdet udgave - i øvrigt en af de få historier der har forfatternavn tilknyttet, og som man vel ikke kan kalde en gyser. Bogen kan læses fra 5. klasse, men en del lånere vil blive skuffede.