Historiens fortæller, jeg'et gennem hvis øjne hændelserne opleves, er en mand i sin bedste alder, der med kone og tre børn flytter til et midtjysk landsogn. Huset, de bor i, er hjemsøgt afspøgelser, dets grundlægger Etatsråden, og hans nærmeste. Fortælleren lader sig nu mere og mere opsluge af fortidens syner og gestalter, og selve hans identitet smuldrer ved presset fra deforgangne begivenheder. Samtidig falder hans ægteskab også fra hinanden, hustruen er aldeles uimodtagelig for de budskaber, fortidens skikkelser efterhånden sender hele familien. Til slut erlæseren vidne til den endelige tilintetgørelse af fortælleren. Etatsråden vinder igen. Historiens forløb og idé som sådan er fascinerende og elementært spændende, men den fortælles desværre i et såkonstrueret og detaljerigt sprog, at den brede målgruppe, bogen må formodes at være rettet til, ikke umiddelbart vil tage den til sig. Hver for sig er historiens elementer uangribelige, ex.naturskildringerne, det fabulerendesprog, spøgelseshistorien, jeg'ets indre forfald, men tilsammen danner de et forvirret hele, der p.gr.a. de enkelte dele's niveauforskelle hindrer de godeintentioner i at blive opfyldt. Forfatteren er cand. theol., cand. mag. i religionshistorie og tysk og universitetslektor, og dette er hans skønlitterære debut.