En oplagt bog for fodboldnostalgikere, der bare ikke kan få nok af EM-triumfen for 20 år siden. Forsiden med jubelløb efter en scoring sælger selv bogen.
Flemming Toft var TV2's legendariske kommentator under slutrunden i 1992 (sammen med Preben Elkjær) og har skrevet flere sportsbøger, bl.a. Schmeichel, 1996. Bogen er en grundig gennemgang af Danmarks slutrundekampe med gode analyser og kommentarer fra hovedpersonerne. Afbrudt af portrætter af nøglepersonerne, oftest baseret på nye interviews. Der er desuden grundig omtale af optakten, fejringen og det tomrum, mange spillere følte bagefter. Det er en meget sober fodboldbog i et medrivende sprog uden at kamme over i klicheerne, men med mange pudsige detaljer. Og det er faktisk lykkedes at gøre den spændende, selv om man kender resultaterne på forhånd. Bogen er gennemillustreret af kampfotos.
Umiddelbart efter sejren kom der en del bøger af bl.a. Per Høyer Hansen, Rasmus Beck, Knud Lundberg og Jakob Kvist,og der kommer sikkert flere her i jubilæumsåret, men foreløbig er Toft alene på banen med begivenhederne i det historiske lys.
En fin og grundig bog for alle os, der gerne genoplever dansk fodbolds største triumf i erindringen.