Mens Ebbe Kløvedal Reich i sin første historiske roman Rejsen til Messias bl. a. var inspireret af Ingemann og Carit Etlar, er det vel denne gang Johs. V. Jensens Cimbrernes tog, der er forbilledet. Bogen er i første række en moderne, spændende og såre menneskelig beretning om Kimbrertoget og danskernes tilblivelse som nation. Men gennem rammefortællingen om Plinius og hans kvaler med kristendommen og Østens mysterie-religioner føres man dybt ind i Romerrigets sociale og kulturelle kriser. Bogen er båret af stor lærdom uden at være tynget af den. Fantasien får ofte frie tøjler, og forfatterens veloplagthed river læseren med sig, så man accepterer både fabler, myter og mysterier. Nu og da er man ved at tabe tråden i det flimrende kulturbillede, der oprulles, men man fanger den snart igen og føler sig beriget, når man endelig lægger bogen fra sig.