Det er da helt utroligt, hvad der foregår i en familie. Den amerikanske tv-serie Family guy ser de dagligdags problemer ud fra en særdeles genkendelig og skæv synsvinkel.
Familien Griffin bor på Rhode Island og består af far Peter, mor Lois, den 16-årige Meg, den 13-årige Chris, den ét-årige baby Stewie og den velbegavede hund Brian, der forstår at anlægge en humoristisk vinkel på familiens fortrædeligheder. Den overvægtige Peter er familiens midtpunkt, der altid vil alle det bedste, men med sine svagheder for mad og alkohol ofte kommer galt afsted og må klare sig med nødløgne. Meg kæmper med sit udseende, er en typisk teenager ligesom Chris. Og sideløbende kommenterer babyen Stewie og Brian familiens tumultagtige liv.
Intet optager os mere end familielivet, som da også har været emnet for flere animerede tv-serier med The Flintstones som en af de første og The Simpsons som den mest aktuelle. Den lægger sig tæt op ad The Simpsons, men er samtidig sin helt egen. Animationen er enkel, den er satirisk, men på trods af dens ofte helt groteske skildringer af familielivet spiller den på genkendelsen med hunden og babyen som undrende iagttagere.
Serien har indtil nu kørt fra 1999-2008, en sejlivet succes på trods af, at den ind imellem er så politisk ukorrekt, at tv-stationer har nægtet at vise visse afsnit. Peter Griffin er ofte så streng, at han får Homer Simpson til at ligne en gentleman, og alligevel er serien stærkt vanedannende, fordi man kommer til at holde af familien.