Novellesamling med 14 fortællinger, alle indenfor fantasygenren. Bogen henvender sig til fantasylæsere og genrenørder, der gerne vil se hvad der rører sig på fantasyscenen.
Bogen består af 14 fortællinger med titler som "Rædselen i Tres Torres", "Vejrvandrer" og "Biblioteket". Blandt de bidragende forfattere finder man fx Silvia Ludenberg, Freddy E. Silva, Lars Ahn og A. Silvestri. Desuden er der forord af Nils Anker Tønner-Oldefar. Forsiden viser en drage på en bjergtop. Bogen er blevet til på baggrund af en konkurrence, udskrevet af forlaget Ildanach.
Dette er en herlig blanding af fantastiske noveller, som repræsenterer fantasygenren rigtig flot. Sproget er gennemgående godt og flydende, og de enkeltstående fortællinger fungerer. Her er besynderlige verdener, klassiske helte og anderledes virkeligheder i et skønt virvar. Læseren præsenteres for den spændvidde der er indenfor fantasy, hvor alt fra klassisk sværd og trolddom til den mere underfundige fantastik er med. De bidragende forfattere er en blanding af nye og etablerede og er man fantasyforbruger og interesseret i et indblik i genren netop nu, så er der rigeligt at komme efter her.
Udgivelsen kan sammenlignes med andre fantasyantologier, som er udkommet gennem årene. Her kan fx nævnes Bag Adonais spejl : ny dansk fantasy 2011, hvor nogle af de samme forfattere er med.