Antologien er skrevet af pædagogiske personligheder fra flere vestlige lande, og har som målgruppe alle i det pædagogiske felt, såvel studerende som undervisere, forskere og konsulenter. Artiklerne er meget forskelligartede fra ret teoretiske tekster til tekster med mere praksisorienteret indhold. Menneskers dybe afhængighed af relationer i den første tid dokumenteres også at have betydning, når vi lærer. Lærerens relationskompetence defineres som lærerens evne til at se den enkelte elev på dennes egne præmisser og afstemme sin adfærd herefter. Bogen har ligeledes et kapitel om Marte Meo-metoden som brug for udvikling af relationerne mellem lærer og elev i skolen. Af andre fokuspunkter fra indholdet kan nævnes: "De nuværende øjeblikke", læring gennem alcentrisk deltagelse, mestringsdimensionen, frustrerede drømme, rollen som ekstern vejleder og samspillet mellem Gardners 8 intelligenser. En god bog med relevante og givende artikler, som lægger op til megen diskussion og erfaringsudveksling.