Årets begivenhed i Waymar er den noget makabre sportsgren: dueskydning. På byfestens sidstedag slippes 5.000 duer fortløbende ud, og 200 skytter står parat til at plaffe dem ned. De duer der rammes, men ikke dør, indfanges af byens 10-årige drenge, vriderne, som har til opgave at vride halsen om på dem. Normalt er det en stor ære at være vrider, men for bogens hovedperson, Palmer, der skal være vrider næste gang, er det lidt af et mareridt. I al hemmelighed har han en due som kæledyr og bedste ven. Den noget usædvanlige sport og Palmers kvababbelser danner rammen om en original historie om at turde sige nej, at få modet til at sige fra. Det gør Palmer, selv om det sociale pres er overvældende. De enkelte personer skildres nuanceret og psykologisk troværdigt, og sproget underbygger drevent den dramatiske udvikling. Et mindre antal trykfejl irriterer, og forsiden, der som forlagets øvrige viser et foto af hovedpersonen, er kedeligt og stillestående, og siger i øvrigt intet om indholdet. Måske er det også et problem, at bogen handler om en 8-10-årig dreng, men henvender sig til læsere fra tidligst 5. klasse.