Faust er for alle der holder af et mystisk, overnaturligt og filosofisk drama. Formidles sammen med Goethes klassiker om Dr. Faust, Thomas Manns Doktor Faustus samt operaen Faust af Gounod.
I en ikke nærmere defineret storby i Europa omkring år 1500 længes Dr. Faust, der spilles af Johannes Zeiler, efter oplysning. Han vil gerne forstå livet, naturen, universet og menneskesjælen. Han forsker og dissekerer lig for at få indsigt i menneskene. Dr. Faust opsøges af den ældre deforme herre Mauricius, der viser sig at være noget af en djævel. Men hans evne til at åbne dørene til mystiske og skjulte dele af byen fascinerer Faust, og de to slår følge med hinanden. I byens fællesbad forelsker Faust sig i den smukke Gretchen, og han bliver overbevist om at blot en nat med hende vil åbne hans øjne for indsigt i menneskesjælen. Desværre kommer Faust ved et tilfælde til at dræbe Gretchens bror. Mauricius hjælper Faust og arrangerer mødet med Gretchen. Til gengæld vil han have Faust's sjæl. Dermed starter de to en vandring ind i ingenmandsland. Et helvede på jorden. Faust ender med at blive så forbitret på Mauricius at han dræber ham. Frit efter Goethes skuespil af samme navn.
Den russiske instruktør Alexandr Sokurov er kendt for sine avantgardistiske film, bl.a. "Alexandra" og "Mor og Søn", der begge har de karakteristiske surrealistiske landskaber til fælles med Faust.
En smuk, surrealistisk og dramatisk nyfortolkning af den klassiske historie om Dr. Faust.