En mand, Kaare udskrives fra hospitalet, og på vejen ud møder han en kvinde, der giver ham et usædvanligt tilbud. Hvis han frivilligt vil lade sig skygge, vil han hver måned modtage et fast moderart honorar for denne ydelse. Han skal blot love ikke at prøve at finde ud af sammenhæng og baggrund for dette arrangement. Sådan er optakten til Svend Åge Madsens nye roman. Historien begynder i en by, der godt kunne være Århus, siden flyver Kaare til Madeira, hvor han bl. a. møder en kvinde, som han bliver meget betaget af. Det er en nøgternt velskrevet og indholdsmæssig speciel historie, komponeret i tolv kapitler med rafineret brug af spring frem og tilbage i tid og sted. Der er elementer af såvel krimi, psykologisk afdækning og en kærlighedshistorie med en smuk afslutning. Gennemgående bærende temaer er fremmedgørelse, længsel, menneskelig identitet, skæbne, livet som en strøm af minder og parapsykologisk menneskelig kommunikation. Spændende, absurd og ind imellem også uhyggelig. Der bliver vendt op og ned på en del, det normale (mulige) og unormale (tilsyneladende umulige) træder i relief og læserens tanker går til tider i spin. Underholdende og udfordrende.