I et fremtidigt samfund, hvor forsøg med genmodifikationer er blevet almindelige, står kampen mellem de illegale modificerede individer og myndighederne, som arbejder for kontrollerede forhold. Kijara er selv illegal, men ønsker at forlade kriminaliteten. Dystopisk science fiction-tegneserie for unge og voksne.
Seriens første bind introducerede hovedpersonerne og intrigens grundlæggende konflikter. Bind 2 udbygger bekendtskabet med personerne, men uden at bringe handlingen meget videre. Titelpersonen Kijara er fortsat aggressiv og modvillig over for sine nye kolleger, som hun dog hjælper, da det virkelig gælder. Men kan de stole på hende? Flere bind er i vente. Albummet afsluttes med en 10 siders skitsebog.
Tatiana Goldbergs dystopiske fremtidskulisser med mindelser om kulisserne i Ridley Scotts film "Blade runner" skaber en passende baggrund for en fortælling om et samfund i moralsk og fysisk forfald. Persongalleriet i serien er tilstrækkeligt originalt til at vække læserens interesse. Titelpersonen Kijara kan dog godt virke en anelse trættende i længden med sine uafladelige fucking bandeord. Den heftige farvelægning sørger for en levende billedside, men skaber også problemer med overskueligheden i billederne i flere sekvenser.
Genmodifikationer er et udbredt tema i nyere science fiction-litteratur, mens opdelingen af samfundet i adskilte grupper er et tema, der rækker helt tilbage til klassiske science fiction-romaner som "1984" og "Kallocain".