Alen Meskovics prosadigte giver begreber som immigration og etnicitet en kompleksitet og nuancerigdom, som kun skønlitteraturen kan.
Alen Meskovic, (f. 1977), flygtede fra borgerkrigen i Bosnien og kom efter et ophold i en flygtningelejr i Kroatien til Danmark i 1994. Digtene i hans debutbog handler på mange planer om emigration, om at befinde sig i skæringspunktet mellem dengang og nu, mellem opbrud og ankomst. Begyndelsen er barndommens hus med udsigt over floden, der deler ikke blot byen, men verden i to. Hullerne er ikke bare de konkrete som krigen har efterladt i husets vægge, men også i historien, erindringen og i sproget - markeret helt bogstaveligt i teksternes typografi. Spaltningen, deltheden er det sted der tales og skrives fra: "At være en del af noget der er delt, men som/ikke kan deles med nogen, mindst af alt med papiret der bare/dufter af Papiret, er din og min lod.".
Tre af samlingens tekster har tidligere været trykt i antologien Nye stemmer, 2007. Andre af teksterne indgår i et værk for guitar, baryton og lydspor, Ikke et hjem, af Juliana Hodkinson som blev uropført i 2007.
På trods af at digtene er skrevet på en baggrund af traumatiske oplevelser og på et nyt sprog, der ikke er forfatterens modersmål er de så godt som rensede for sentimentalitet og patos. Tomrummet, udsatheden i mellemrummet mellem to kultuer og to steder får i samlingen en overbevisende kunstnerisk og eksistentiel artikulation.