Retspsykiater Mette Brandt-Christensen og retspsykolog ved Sct. Hans Hospital, Tine Wøbbe, fortæller om deres arbejde og forbrydelsens sind ud fra otte konkrete volds- og/eller drabsdømte. Fagbog for voksne med interesse for kriminalsager, psykologi og straf.
Bogen kredser om forklaringerne på, hvorfor nogle mennesker begår uhyrlige forbrydelser. Efter et forord og en præsentation af retspsykiater Mette Brandt-Christensen og retspsykolog Tine Wøbbe er bogen bygget op omkring otte drabs- og voldsdømte. Hver af de otte personhistorier er bygget op således, at den dømte selv får lov til at fortælle sin historie først. Det gælder både vedkommendes opfattelse af forbrydelsen, men også hans personlige historie. Derefter følger eksperternes udtalelser om den dømte, hvordan de har udredt ham, hvad han fejler, hvilken dom/behandling, der er besluttet m.m. Tilslut får den dømte ordet igen og fortæller om tiden efter forbrydelsen. Indimellem de otte personhistorier er der faktaafsnit om fx forskellige diagnoser, retsbegreber, psykologiske tests m.m.
Meget interessant bog, der er velskrevet og indbydende bygget op. Bogen balancerer rigtig fint imellem at få læserne til at få forståelse for forbryderen, samtidig med at den ikke glemmer, at der er nogle ofre og pårørende, der har været udsat for noget forfærdeligt af de dømte.
Retspsykiatri : i et menneskeretligt perspektiv giver et godt indblik i retspsykiatrien.