Fortællinger

Michael Clante er en god fortæller, og der er ikke noget at udsætte på sproget i hans Fortællinger. Men det er ikke uomgængelige noveller, som for alvor udmærker sig i mængden af novellesamlinger, som udkommer i disse år. Min yndlingshistorie er samlingens sidste, der handler om to mænd med en kaffebar. Det er en fortløbende fortælling, som hele tiden brydes af indskud og småglimt fra andre historier, og dermed etableres en charmerende blanding af føljetonens spænding og mosaikkens mangfoldighed. Et par af novellerne bevæger sig over i eventyrlige eller fantastiske universer, for eksempel der, hvor Fanden tager et rethaverisk menneske. Resten af fortællingerne er realistiske, ofte i grænselandet mellem fantasi og virkelighed. De foregår hovedsageligt blandt midaldrende mennesker, hvor dagligdags forteelser pludselig udarter sig: Jalousi bliver til drab, utroskab til hævn, kedsomhed til mord, som i novellen, hvor en forsømt kvinde - måske - myrder sin mand med tein, fordi hans eneste passion er tedrikning. Det er forfatterens første skønlitterære bog.

Read the full assessment