Tekstanotologi der tænkes anvendt til forskellige former for voksenundervisning, studiegrupper og selvstudium, ligesom den vil være velegnet i gymnasiernes tværfaglige undervisning. Den kan bruges som udgangspunkt for diskussion og læses af alle med interesse for vores samfund og dets opbygning.
Bogen indleder med 3 forfatteres bud på en definition af utopi. Herefter er teksterne tematisk opdelt og centrale værker er repræsenteret under flere temaer. Temaerne er: Samfund og individ, Samliv, Børn, Uddannelse, Arbejde og Menneske - teknologi - natur. Bogen slutter med en Epilog, Tekstintroduktioner, hvor man får sat tekstforfatterne ind i en historisk ramme, Ordforklaringer og noter, Forslag til arbejdsopgaver og Kildeangivelser. Bogen koncentrerer sig i hovedsagen om samfundsutopier (og -dystopier) med tekster tilbage fra antikken og frem til nutiden. Forordet stiller spørgsmålene, om den moderne velfærdsstat er den realiserede utopi? Og om vi er tilfredse med det? Eller har vi stadig brug for en kritisk utopisk nytænkning, inspireret af tidligere utopier?.
Der er tale om 2. udgave af samme titel, som udkom første gang i 1980. Denne udgave er tilføjet tekster om kommunismen og Christiania. Bogen er bredt anvendelig og kan bruges i undervisnings- og studiesammenhæng fra gymnasieniveau og op.
Tekstuddrag om samfundsutopier fra antikken til i dag med bidrag af bl.a. Platon, Holberg, Marx, Lenin, Huxley, Scherfig, Villy Sørensen og Per Stig Møller.