De der reflekterer over menneskelig erkendelse vil finde Maturana særdeles interessant. Maturana er ikke let at gå til, men denne interviewbog letter adgangen til hans teorier og livsfilosofi for en større læserskare.
Pörksen spørger, Maturana svarer, og resultatet er en interviewbog om Maturanas teorier og livsfilosofi. Maturana er en internationalt anerkendt neurobiolog og systemteoretiker, og professor i biologi. Vi bevæger os her indenfor emnerne epistomologi, kognitionsbiologi og filosofi. Maturana og Verala indførte i 1972 begrebet autopoiesis (da. autopoiese) om det karakteristiske træk ved lukkede biologiske systemer (fx. mennesket), at deres eneste produkt er dem selv. Den iagttagelsesteori Maturana herpå udviklede spiller en voksende rolle i den filosofisk orienterede del af biologien, og en praktisk rolle indenfor pædagogik og familieterapi. Maturana er optaget af begreberne subjekt og objekt, og hævder, at virkeligheden afhænger af iagttageren, hvorfor der ikke er nogen objektiv virkelighed. Bogen kommer godt rundt om personen, filosoffen og biologen Maturana, og er særdeles spændende, men svær læsning.
Maturana og Varela har sammen udgivet bogen Kundskabens træ : den menneskelige erkendelses biologiske rødder, 1987, som er godt repræsenteret på folkebibliotekerne.
Maturana er repræsentant for et paradigmeskift indenfor biologi, som Bohr og andre var det indenfor fysik. Hans teorier og filosofi kan være svære at begribe, men er dog meget spændende alligevel.