Charlie Christensens tegneseriegendigtning af Røde Orm er nu nået til et af fortællingens absolutte højdepunkter: julegildet ved kong Haralds hof. Beretningen om de barske og brovtende vikingers ædegilde er en klassiker i svensk litteratur, og Christensen gør hvad han kan for at yde forlægget størst mulig retfærdighed. I løbet af de 3 foreliggende albums har tegneren perfektioneret sin streg, så tegningerne nu står knivskarpt med en smuk balance mellem enkelhed og detaljerigdom. Også farvelægningen har Christensen forsøgt at finpudse yderligere, så de klare pastelfarver understøtter og fremhæver handlingen optimalt. Udtryksformen er en tilnærmet realistisk version af Hergés klare linje, og den egner sig fortrinligt til at gengive den ordknappe fortællestil og den grovkornede humor i Bengtssons epos. Det færdige resultat er blevet en generøs og overdådig beretning fra dengang, hvor øllet blev serveret i tønder, og hvor hovederne fløj igennem luften under middagen. En ublandet fornøjelse for unge og voksne.