Vi orker snart ikke flere slankebøger, hvor vi præsenteres for et utal af selvmodsigende og ekstreme diæter, som alle hævder at være den ultimative løsning. Måske er det derfor, at franskfødte Guiliano strøg lige til tops på de amerikanske bestsellerlister med sin bog Franske kvinder bliver ikke fede. Hun har levet i USA hele sit voksenliv, men plæderer for den franske madkultur som vejen til den slanke linie. I en blanding af selvbiografi og slankebog fortæller hun charmerende (om end med en del gentagelser, som måske fremmer forståelsen), hvordan man med mådehold, omtanke og kvalitetsbevidsthed kan spise tre retter mad to gange om dagen, uden forsagelse og uden at gå i fitness-center. Det gør man ganske enkelt ved at tage sin mad alvorligt. Man skal koncentrere sig om måltidet - smage på det, tage sig tid til det, selv tilberede det af årstidens bedste råvarer, og så kommer pointen: SMÅT ER GODT. Når man kun spiser små portioner, kan man spise al slags mad - også chokolade, dessert og de i visse kredse så forkætrede kulhydrater. Bogen indeholder en model for trinvis omlægning af madvaner og dermed madkultur, og der gives enkelte opskrifter. Alt i alt indeholder bogen ikke noget nyt under solen, men den er meget tiltalende i sin livsbekræftende tilgang til mad og drikke, og jeg tror også, at den vil hitte her i Danmark.