Hyggelig og spændende billedbog om en stormfuld nat ved havet. Velegnet til børn fra 4 år, hvor især drengene nok vil synes om Frederiks fyrtårn og røde ubåd.
Drengen Frederik bor i et fyrtårn med hunden Mulle. Under en frygtelig storm sender Frederiks bedstemor et nødråb fra sin lille ø. Frederik starter straks sin ubåd for at redde bedstemor og hendes dyr. Hollandsk billedbog som stilmæssigt ligger tættere på nordisk tradition end på flamsk. Forfatterens tidligere udgivelser på dansk omfatter billedbogen Gæs på glatis, 1987. Bogen appellerer til drenge på mange måder. Historien er meget konkret og handlingsorienteret med spændende bygninger, maskiner og "action" i billedbogshøjde. Billederne er helsides akvareller, hvor detaljerne er tegnet op med sort tusch. Farver og stemning har lidt Sven Nordqvist over sig. Indimellem bliver perspektivet i billederne næsten filmiske, fx når der zoomes ind på bedstemors brev. De mange maritime billeder er rigtig flotte med deres skiftende blå farver. Tværsnittene af ubåden og det lange fyrtårn vil glæde målgruppen.
Der findes enkelte billedbøger om stormvejr af lidt ældre dato som fx Ross Collins Hullet i havet, 1996.
Hollandsk billedbog, der appellerer meget til drenge i både tekst og billeder med sin "action" i billedbogshøjde. Flotte maritime akvarelbilleder med næsten filmiske vinkler og spændende tværsnit af fyrtårn og ubåd.