Et forsøg på et anderledes perspektiv på børn, der ikke lige passer ind. Et opgør med diagnosediskursen, der bør vække opmærksomhed hos pædagoger og andre i kommunerne, der beskæftiger sig med børn med særlige behov og problemstillinger.
Bogen tager udgangspunkt i et fiktivt barn, Frederik, der er udfordrende for børnehaven, og som får diagnosen ADHD og særlige støtteforanstaltninger. Frederiks historie fortælles fra flere perspektiver, mor, pædagogen, far, mormor og Frederik selv. Forfatteren, der selv har arbejdet i kommunal praksis gennem mange år, anlægger et narrativt perspektiv på problemstillingen og gør op med den dominerende fortælling. Han inddrager Foucaults magtbegreb og Whites narrative teorier i et forsøg på at se andre veje end de stigmatiserende diagnoser.
Det er et sagligt, stilfærdigt og velunderbygget oprør mod de fremherskende strategier til at tackle de børn, der ikke lige passer ind og med rette udfordrer institutioner og forældre. Den er fortalt på en meget personlig måde, hvor forfatterens egen ydmyghed træder frem, og den virker overbevisende og tankevækkende, da den på ingen måde påberåber sig at have de rette svar, men stiller spørgsmålet, om vi ved fælles hjælp kunne finde andre veje til at hjælpe barnet.
Der findes en del om narrativer i pædagogisk praksis, men den læner sig mest op ad Fra terapi til pædagogik, hvad angår både det teoretiske og praktiske fundament.