4. udgave af Politikens fremmedordbog (1985, 2. udg. 1986), som i 3. udgave (1992) hed Politikens nudansk fremmedordbog, er nu vokset til ca. 10.000 ord, men er fortsat, sådan som titlen da også siger, mindre end halvt så stor som de kendte fremmedordbøger fra Gyldendal eller Munksgaard (tidl. Berlingske) eller forlagets egen Politikens store fremmedordbog (1996). Der er i udvalget lagt vægt på at finde frem til de fremmedord, de fleste møder i hverdagen, ikke specialord eller fremmedord, der ikke længere føles fremmede, som f.eks. benzin. De enkelte opslag er i denne udgave forenklet til det yderste: Opslagsord - betydning - udtale - bøjning - oprindelse, klart opstillet på hver sin linie, så selv den mest bogfremmede kan bevare overblikket. Den nyeste retskrivning er indarbejdet i denne udgave. De tidligere udgavers retrograde register (opslag efter ordenes endelser) er bevaret.